Hverdagen i SFO

Kære forældre til børn i SFO Fuglereden 2019/2020

Velkommen til et nyt skoleår her på Vendsyssel Friskole. Hermed lidt informationer omkring SFO’en:

 

Børn og ansatte:

Vi har på nuværende tidspunkt 41 SFO-børn.

De ansatte består af Lisette (pædagog) og Lillian, som er vores nyansatte pædagog. Lillian har foruden timerne i SFO’en også støttetimer i skoledelen.

Helle (pædagog) er vores faste vikar. Derudover varetages morgen-SFO’en af Annika, som også er skolens sekretær.

 

Morgen-SFO:

I forbindelse med morgen-SFO kan børnene spise morgenmad indtil kl. 7.30.

Vi tilbyder havregryn og cornflakes. Hvis der ønskes en anden form for morgenmad, må børnene spise hjemmefra.

 

Når børnene kommer og går fra SFO’en:

Når børnene har fri fra skole, skal de melde sig ind i SFO’en, hvor én af os voksne står klar til at tage imod dem. Og det er altid os voksne, der flytter deres magnet på tavlen, så vi er sikre på, at børnene ikke flytter forkerte magneter.

Hvis børnene ikke kommer og melder sig ind, finder vi ud af hvor de er, eller om de evt. ikke har været i skole.

 

Når børnene bliver hentet, må I, forældre og børn gerne selv flytte magneten på tavlen, men det er meget vigtigt, at der stadig bliver sagt farvel.

Hvis børnene afhentes af andre end jer, forældre, skal vi have besked.

Hvis børnene bliver hentet lige når de har fri fra skole, skal vi ligeledes have besked. I kan evt. skrive en besked på tavlen eller sende en sms på SFO-telefonen 20339422

 

Eftermiddagsmad/frugt:

I tidsrummet 13.30 til 15.30 har børnene mulighed for at få eftermiddagsmad.

De må få 1 knækbrød og 1 stk. frugt. Børnene smører selv deres brød, men får selvfølgelig hjælp, hvis der er behov for det.

 

Båldag/udedag:

Børnene skal gerne ud at lege hver dag, men vi har også en ugentlig udedag, hvor vi laver mad over bål. Nu har vi fået vores bålhytte og er derfor ikke så afhængig af vejret mere, hvilket er skønt. I år vil vores båldag være om mandagen.

 

Computer/spilledag:

Vi har én ugentlig spilledag, som igen i år bliver om onsdagen (det kan være anderledes i ferier).

Al brug af computere/Ipads skal foregå i det tidligere 0.-1. klasses lokale, som ligger ved siden af SFO lokalerne.

Vi forsøger at holde øje med, at børnene spiller alderssvarende spil og lign.

 

Mobiltelefoner:

Børnene må ikke bruge deres telefoner i SFO-tiden, UNDTAGEN om onsdagen, hvor der er spilledag. Her må telefonen benyttes til spil og musik. Telefonen må ikke benyttes til opkald, sms, Facebook, Snapchat og lign.

Cykler:

Børnene må gerne have deres egne cykler med, men de skal altid have cykelhjelm på. For at forebygge lus, skal de ikke låne cykelhjelme af hinanden.

Garderobe:

Det er vigtigt at børnene har ekstra tøj i deres garderobe og ligeledes overtøj/fodtøj der passer til årstiden.

Kasserne skal blive på skolen i weekenden, men vi vil gerne have, at I rydder op i garderoben om fredagen og bl.a. fjerner tegninger og lign. Hvis ikke det bliver fjernet, så gør vi det, i forsøget på at få en pæn og ryddelig garderobe.

 

Legeaftaler:

Legeaftaler skal aftales af jer forældre. Dette kan ske på forhånd eller når I henter.

Oplysninger, telefonnumre kan findes på vores intrasystem VIGGO. Der ligger  også en telefonliste i SFO’en.

Vi skal stadig have besked, hvis der er lavet en legeaftale. I kan evt. skrive det på tavlen, ringe eller sende en sms på SFO-telefonen – 20339422

Hvis I har spørgsmål i forhold til SFO’en eller informationer og evt. problematikker vedrørende jeres barn/børn, skal I endelig sige til.

 

Venlig hilsen

Lisette, Lillian, Annika og Helle

Close Menu